Antikvariatet Penny Lane

Tilbage til kataloget

Penny Lane

Penny Lane er en gade i Liverpool. Gaden er opkaldt efter en slaveskibsejer: James Penny. Udødeliggjort af „The Beatles“ i sangen af samme navn, som er skrevet af Paul McCartney og blev udsendt på single i 1967. Beatles-fans er uenige om, om den var A- eller B-side på pladen. For på den anden side var John Lennon-kompositionen „Strawberry Fields Forever“. Men de fleste er nok ikke helt uenige med The Beatles’ producer, George Martin, som har sagt, at de to sange sammen resulterede i den bedste Beatles-single af dem alle.

Du kan se en video med sangen på YouTube. Du kan læse teksten og se et forslag til, hvordan du selv kan spille den her.

Gammelt postkort af Peter Bangsvej omkring 1915, hvor butikken senere lå
Her et herligt gammelt postkort, hvor man kan se min butik omkring 1915

Antikvariatet er opkaldt efter sangen. Det har ligget på Peter Bangsvej 2 siden 17/3-1974. Jeg overtog butikken efter et ægtepar. Hun solgte frugt, grønt og blomster, og i baglokalet havde manden et revisor-kontor. En af dem, der hjalp med at få butikken i gang, var den senere verdensberømte forfatter Jussi Adler-Olsen. Han havde et tegneserie-antikvariat i Blågårdsgade (Pegasus) på det tidspunkt. Han hjalp bl. a. med prisætning af de 28.000 forskellige tegneserier, jeg havde, da jeg åbnede. Min disk lavede han sammen med min svigerfar. I 1974 var vi ude på Carlsberg, og købe brugte ølkasser til 1 kr. stk. Nogle af dem fungerer stadig som reol i butikken. Nu vi er ved de kendte, så har Dan Turèll en gang rodet i en af mine bogkasser, men han fandt ikke noget. En anden gang var Preben Elkjær inde og købe nogle bøger. Han havde benet i gips, og da en pige i studenter-hestevogn fik øje på ham, sprang hun af i farten for at få hans autograf, og kom gud ske lov ikke til skade. I „Matador“ læser køkkenpigen („Av-min-arm“) i et blad, der hedder „Eva“. Det stammer fra min butik. Jeg har gennem tiderne haft besøg af mange politikere, skuespillere m.fl., men langt de vigtigste er alle jer almindelige og ualmindelige kunder !!

Og her to billeder fra starten i 1974

Antikvariatet Penny Lane i starten i 1974
Butikken Penny Lane omkring åbningen i 1974

I starten solgte jeg hovedsagelig gamle tegneserier, senere bøger, plader mm. Det var meningen, at jeg skulle drive butikken i en periode, mens jeg studerede. Nu er det slut med at studere, men antikvariatet kører videre.

Da jeg var barn, var der en dørsælger, der ringede på døren og ville sælge en bog, men min far sagde: „Nej tak ! Jeg har allerede én“.

Og her slutter så historien om butikken, hvor nye ejere træder til 1/12-2018, men jeg fortsætter som nethandel stadig under navnet PENNY LANE.

De nye ejere opgav dog efter ca 1½ år, bl.a. grundet ublu huslejestigninger. Efter dem blev det til en frisørforretning.

„Hvorfor skrive en bog, når man kan købe én for 10 øre?“ (Storm P:)

„Når jeg har lidt penge, jeg køber bøger, og har jeg noget tilbage, jeg købe mad og tøj“ (Erasmus af Rotterdam).

„Så mange bøger – så lidt tid“ (Frank Zappa)

Lige som øl, så krummer bøger heller ikke i sengen !!